Peter Øvig Knudsen

Peter Øvig Knudsen, f. 9.10.1961, dansk forfatter og journalist. Peter Øvig Knudsen har bl.a. været journalist ved Dagbladet Information 1993-96 og ved Weekendavisen 1996-2003. Herefter har han virket som forfatter.
Med Er du da sindssyg (1987, sammen med Ina Kjøgx Pedersen) indledte han desuden en karriere som forfatter med en række samtale- og debatbøger, bl.a. forfatterportrætbogen Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995) og generationsportrættet Min generation (1997).

Fra årtusindskiftet etablerede Peter Øvig Knudsen sig som en dygtig historisk dokumentarist med en række bøger, der har formået at aktualisere fortidens begivenheder med sans for handling, årsagsforklaringer og spænding, indledningsvis om Besættelsestiden: Efter drabet – beretninger om modstandskampens likvideringer (2001) og Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder (2004).

Malene Ravn

Malene Ravn (f. 1971) brød igennem med den store historiske roman ”I dine øjne” om den dansk-kinesiske dreng Erik. Erik voksede op i 1930’ernes Aalborg, som udstødt og anderledes, og romanen giver os et autentisk billede af et Danmark kun få af os kender til. Og så er det en rørende fortælling om overlevelse og kærlighed.

Malene Ravns seneste roman ”Hvor lyset er”, som er nomineret til DR Romanprisen 2021, er fortællingen om kunstneren Carl Fischers liv og turbulente kærlighedsforhold til Ely. Romanen udspiller sig i Danmark 1892-1962 og er baseret på Malene Ravns mands medrivende familiehistorie.

Malene Ravn debuterede i 2014 med romanen ”Det eneste rigtige”, et intenst psykologisk drama, og kort efter udkom den lige så anmelderroste ”Mia”.

Malene Ravn er cand.mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik.

Jesper Stein

Jesper Stein er født 1965 i Århus. Han er forfatter og har senest skrevet den anmelderroste selvbiografiske roman Rampen (2020), som handler om hans liv med sine forældre.
Han debuterede i 2012 med krimien Uro. I 2013 udkom bind to i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, Bye Bye Blackbird, i 2014 fulgte tredje bind, Akrash, og i 2015 udkom bind fire, Aisha, som sikrede ham prisen De Gyldne Laurbær. I 2017 udkom Papa og i 2018 kom Solo, som af Det Danske Kriminalakademi blevet tildelt Harald Mogensen-prisen for året bedste danske krimi. De udenlandske rettigheder til Jesper Steins krimier er solgt til bl.a. Tyskland, Italien, Island, Norge, Holland, Sverige og England, og SF Film har sikret sig filmrettighederne.

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme (født 1973) arbejder som forfatter, dramatiker, billedkunstner, skribent, debattør, kurator og har tidligere været tilknyttet Radio24syv. Lundme er uddannet fra henholdsvis Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Har siden sin debut i 1998 med romanen Forhud udgivet over 35 bøger, deriblandt romaner, digtsamlinger, skuespil, børnebøger, billedbøger og ungdomsromaner. Lundme har skrevet ikke mindre end 50 teaterstykker til scenen for børn, unge og voksne, ofte kredsende om konflikten mellem natur og kultur, individ og fællesskab. Derudover har Lundme skrevet en række hørespil, dokudramaer og krimiføljetoner til DR og er manuskriptforfatter til et par kort- og novellefilm samt tv-serier for unge. Lundme har som billedkunstner arbejdet med fotografi, tekst, lyd, video, tegning, maleri, aktion, performance, keramik og tekstil. Har udstillet i ind- og udland siden 1990, og de seneste år også arbejdet som udstillingsarrangør, kurator og formidler.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, f.18.06.1971, fik sit store gennembrud med de anmelderroste biografiske romaner “Hildegard” og “Hildegard II”, der med en skrift fuld af poesi og sansning indfanger den middelalderlige lægekyndige, nonne, forfatter og komponist Hildegard af Bingens liv.

Marstrand-Jørgensens bøger er kendetegnet ved at beskæftige sig med de psykologiske aspekter af tilværelsen. Hendes værker tager almenmenneskelige temaer som tro, tvivl, kærlighed og søgen efter en mening med livet op – om det er hos middelalderens nonne Hildegard, dronning Margrete d. 1. af Danmark, 1970’ernes husmor Alice i “Hvad man ikke ved” eller hendes 16-årige datter Flora i “Hvis sandheden skal frem”.

Eva Tind

Eva Tind Kristensen 8.02-1974 undersøger i sine skønlitterære værker identitetsdannelse og tilfældighedsprincipper i et forsøg på at nedbryde tabuer om race og oprindelse. I debuten ”do” ledsages digte om adoption og hjemstavn af en billedserie, hvor hun indsætter sig selv i opstillede fotografier af andre danske adoptivfamilier. Hermed – og senest i romanen ”Ophav” – sætter hun forældrerollen til debat og udstiller den grad af tilfældighed, der ligger til grund for en familie.

I 2009 udkom Eva Tind Kristensens første digtsamling ”do”. Do er den jyske udtalemåde af ’du’, men samtidig er do et koreansk ord med 121 forskellige betydninger, heriblandt en provins, et billede, et menneske eller et princip. Disse elementer optræder i både digtene og i de illustrationer (forfatterens egne tegninger og fotografier), der på lige fod indgår i bogen. ”Do” handler primært om dobbelthed. Det paradoksale i at have både en asiatisk og en skandinavisk familie, og samtidig føle at man ikke hører til nogen steder.

Signe Grønnebæk

Signe Grønnebæk er født i 1980 i Kalundborg. Hun udgav selvbiografien AnorekSigne i 2018. I AnorekSigne fortæller Signe Grønnebæk sin både smertefulde og opløftende historie om et liv med alvorlig anoreksi gennem knap to årtier, om de personlige omkostninger for hende selv og sygdommens påvirkning af hendes familie og nærmeste omgivelser. Hun startede med at blogge om livet som spiseforstyrret på hjemmesiden www.anoreksigne.dk et par år tidligere, og dette har affødt mange foredrag, interviews, og rigtig godt samarbejde med sundhedsministeriet og sundhedsstyrelsen, hvor hun giver hendes erfaringer og håb om ændringer i behandlingssystemet videre.